Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Sundhed og Seksualvejledning

SUNDHEDS- OG SEKSUALUNDERVISNING, SAMT

FAMILIEKUNDSKAB PÅ LYSHOLM – en ”læseplan” for faget. 

På Lysholm modtager vi elever i alderen 6-18 år. Generelt er elevernes udviklingsniveau meget forskelligt - fysisk, psykisk, emotionelt, hormonelt og seksuelt. Undervisning og vejledning tager derfor altid udgangspunkt i den enkelte elevs behov og udviklingsniveau.

Det er ikke vores mål, at fremme seksualiteten hos eleverne, men vi har pligt til at støtte og vejlede dem i deres seksuelle udvikling, når og hvis behovet er til stede.

Seksualundervisning

På Lysholm varetages den lovpligtige seksualundervisning med udgangspunkt i Undervisningsministeriets Fælles Forenklede Mål 2018 – sundheds- og seksualundervisning og familiekundskab.

https://www.emu.dk/omraade/gsk-l%C3%A6rer/ffm/sundheds-og-seksualundervisning-og-familiekundskab

Lysholm skal, som alle andre skoler, leve op til de målsætninger, Undervisningsministeriet har beskrevet i  Fælles Forenklede Mål, men skal naturligvis tilpasse undervisningen til de enkelte elever og differentiere ud fra elevernes behov.

Bh.kl.-3. klasse

Undervisningen skal bidrage til, at eleverne udvikler en grundlæggende forståelse af, hvilke faktorer der fremmer sundhed og trivsel i deres egne liv. Det er i den forbindelse vigtigt, at eleverne udvikler en bevidsthed om sundhed som et bredt og positivt begreb samt anerkendelse af og respekt for menneskers forskelligheder i forhold til køn, krop, psyke, samt social- og familieliv.  

Hovedvægten lægges på elevernes nære omverden og egne erfaringer. Det skal ske med inddragelse af viden og forklaringer, der passer til elevernes forskellige alder og modenhed.

Det er centralt, at elevernes viden om egne rettigheder og handlemuligheder i forhold til at fremme sundhed og trivsel inddrages i undervisningen.   

Sundhed og trivsel

Eleven kan forklare, hvad der fremmer sundhed og trivsel i eget liv

Køn, krop og seksualitet

Eleven kan samtale om mangfoldighed i forhold til krop og køn med udgangspunkt i eget liv

4. – 6. klasse

Undervisningen skal bidrage til at videreudvikle elevernes forståelse af samspillet mellem sundhed, trivsel, livsstil og levevilkår. Det er i denne sammenhæng vigtigt at bidrage til eleverne bevidsthed om, hvordan børn og unge kan påvirkes af samfundsmæssige og kulturelle normer og idealer for sundhed, køn, krop og seksualitet.     

Hovedvægten lægges fortsat på elevernes nære omverden og egne erfaringer, men gradvist inddrages bredere perspektiver, hvor eleverne skal forholde sig til skolen og lokalmiljøet. Når undervisningen sætter fokus på områder, der går tæt på elevernes egne liv, skal dette ske i et trygt socialt rum med respekt for elevernes forskelligheder.

Det er centralt, at elevernes egne erfaringer, undren og overvejelser om handlemuligheder i forhold til at fremme sundhed og trivsel er omdrejningspunkt for undervisningen. Eleverne skal i den forbindelse gøre sig erfaringer med at afprøve sundhedsfremmende initiativer. 

Sundhed og trivsel

Eleven kan fremme sundhed og trivsel på skolen

Køn, krop og seksualitet

Eleven kan analysere mangfoldighed i krop, køn og seksualitet.

7. – 9. klasse

Undervisningen skal bidrage til at udvikle elevernes forståelse af sundhed, trivsel og seksualitet som væsentlige aspekter af menneskets liv, der påvirkes af det samfund, man lever i. Undervisningens udgangspunkt er fortsat et bredt og positivt sundhedsbegreb, hvor der sættes fokus på såvel livskvalitet og trivsel som viden om sundhedsmæssige faktorer, der er særligt relevante for unge.

Hovedvægten lægges på kulturelle, sociale og samfundsmæssige dimensioner af sundhed. Overvejelser vedrørende rettigheder, ulighed og demokrati skal inddrages. Det er i denne sammenhæng vigtigt, at disse komplekse forhold kobles til elevernes egne erfaringer, undren og nære miljø for at skabe muligheder for identifikation og engagement for eleverne.    

Det er centralt, at eleverne udvikler en forståelse af dem selv som aktive og kompetente deltagere i processer, der kan fremme trivsel og sundhed for dem selv og andre.  

Sundhed og trivsel

Eleven kan fremme egen og andres sundhed og trivsel med udgangspunkt i demokrati og rettigheder

Køn, krop og seksualitet

Eleven kan vurdere normer og rettigheder for krop, køn og seksualitet i et samfundsmæssigt perspektiv

Tilrettelæggelse af undervisningen

På Lysholm varetages undervisningen typisk i ”unge-grupper”, ”trivselsgrupper”, ”pigegrupper”. Undervisningen i disse grupper er udelukkende vejledende og anvisende og må gives til alle.  

Vi tager afsæt i elevernes ønsker om og behov for viden. Seksualvejledningen kan indeholde følgende:

  • At tale med eleven om pubertet, normer og grænser – såvel egne som andres
  • At læse bøger, spille spil, se film og snakke om kroppens forandringer, følelser, venskaber            
  • At støtte eleven i at acceptere sin krop og personlighed.
  • At støtte eleven i personlig hygiejne, såsom hårvask, brug af deodorant m.v.
  • At støtte elevens udvikling af egen identitet.
  • At eleven får mulighed for at møde jævnaldrende, ligestillede venner og kærester.

 

Der er anskaffet forskellige pædagogiske materialer til brug i seksualundervisningen og seksualvejledningen. Her kan nævnes flere dialogspil, som ”følelser og fornemmelser”, ”På vej til voksen”, ”hjertespillet”, ”Kys frøen” m.v.

Forældresamarbejde

Det er vigtigt at forældrene har kendskab til undervisningen i sundhed og seksualitet på Lysholm. Forældrene kan til enhver tid drøfte seksuelle emner med det uddannede personale på skolen, når de finder det relevant for deres barns trivsel og udvikling. På samme måde kan personalet drøfte barnets/den unges seksualitet med forældrene fx ved de årlige konferencer, evaluerings- eller netværksmøder.

 

Generelle overvejelser til personalet på Lysholmskolen

 

Toiletbesøg

  • Ved toiletbesøg, hvor eleven har brug for hjælp, skal døren holdes ulåst. Der sættes optaget skilt på døren. 

  • Ved nyansættelser skal der være en grundig oplæring.

  • Hjælperen skal være en voksen, der er ansat på Lysholmskolen. 

  • Hver gang en elev skal skiftes, bør det overvejes, om der skal være to voksne til stede.

  • Det er ikke tilladt at være flere elever på toilettet samtidig uden personaleopsyn. 

  • Personale banker på og afventer svar, før de går ind til eleven.

 

Påklædning

  • Elever og ansatte bør ikke gå udfordrende klædt.

  • Ved strandbesøg er badetøj påkrævet.

  • Ved svømning er badebukser og badedragt påkrævet af elever og personale. 

 

Omklædning

  • Før og efter idræt, svømning m.m. tilstræbes, at drenge og piger ikke bader sammen.

  • Elever af samme køn må gerne bade sammen.

  • Ved svømning i Lysholmbadet vurderes kønsopdelingen i forhold til de konkrete elever.                  Omklædning i Sct. Jørgensbadet og andre offentlige svømmehaller er altid kønsopdelt.

 

Sprogbrug

  • Vi omtaler og tiltaler hinanden respektfuldt.

 

Omsorg

  • Elever sidder generelt ikke på skødet, medmindre det er pædagogisk velbegrundet fra personalet.

  • Læg gerne armen om en elev der er ked af det.

 

Knus, kram og kys

  • Accepter ikke uhensigtsmæssig / overdreven brug af knus og kram.

  • Elever skal ikke kysse personalet.

  • Elever skal ikke kysse andre elever.

 

Kæresteregler

  • Man må gerne holde hånd

  • Færdes med kæresten hvor der er opsyn 

  • Intimberøring/kontakt accepteres ikke. (Numsen, skridtet, bryster)

 

Betroelser

Hvis du er den person, en elev betror sig til i forhold til f.eks. grænseoverskridende adfærd, overgreb, vold, skal du gøre følgende:

  • Lyt uden at afbryde.
  • Skriv ordret ned, hvad eleven siger.
  • Afhør ikke eleven.
  • Huske at du ikke skal opklare, men modtage information.
  • Kontakt altid nærmeste leder, der går videre med sagen i forhold til kommunens retningslinjer.

 

 

Litteraturliste.

”Sexologi” af Jørgen Buttenschøn.

”Det må du godt! – om børns seksualitet” af Thore Langfeldt.

”Sexologi” af Thore Langfeldt.

”Seksualitet – uanset handicap” Socialministeriets vejledning fra feb. 2001.

Værktøjskassen ”Seksualpolitik på specialskoler” Sammenslutningen af Unge Med Handicap og Socialt Udviklingscenter.

Link  retningslinjer for IT og sociale medier.

http://januscentret.dk/

https://www.underviserportal.dk/grundskole/uge-sex-i-grundskolen/uge-sex-igrundskolen/?gclid=EAIaIQobChMIw9-cnP3A2QIVrb_tCh3T6wv8EAAYASAAEgK9RPD_BwE