På Lysholm er det vores fornemmeste mål at bidrage mest muligt til den enkelte elevs udvikling og trivsel. Det gør vi bedst, når vi arbejder helhedsorienteret og flerfagligt. Derfor gør vi alt, hvad vi kan for at skabe sammenhæng mellem skoledagens undervisning, aktiviteterne i vores fritidstilbud og elevens hverdag derhjemme.
Lysholm er præget af traditioner, leg og fællesskab. Vi ved, at alle elever har potentiale, og vi stræber efter at alle børn hos os forbedrer og udvikler deres kompetencer. Vores mål er inklusion, så børnene bliver inkluderet så meget som muligt i det mindst indgribende tilbud.
Vi vægter trivsel højt og stræber efter, at hverdagen på Lysholm er præget af glæde, tryghed, optimisme og anerkendelse. Det endelige mål for alle aktiviteter og initiativer er elevens udvikling og trivsel. Når vi træffer beslutninger – både blandt personalet indbyrdes og i samarbejdet med forældre – sker det altid med udgangspunkt i, hvad der gavner eleven bedst.
Et tæt skole-hjem-samarbejde
På Lysholm prioriterer vi et tæt forældresamarbejde. Vores kontakt med både elever og pårørende er båret af professionalisme. Det betyder, at elever og pårørende mødes af kompetente og professionelle ansatte. Vi stræber altid efter at være velovervejede, brugervenlige og kvalitetsorienterede.
Vi ved, at en tæt og gensidig dialog skaber fælles forståelse mellem elever, forældre og personale. Det stiller særlige krav til den måde, vi kommunikerer på. På Lysholm forsøger vi altid at være præcise og konstruktive i vores formuleringer - og tilpasse vores udtryk til dem, vi kommunikerer med.